at hendes Husbonde vil skilles ved hende. „Frue“, sagde Doun, „jeg farer nu ifra dig og véd ikke, om vi oftere træffe sammen eller ej; du har undfanget ved mig, og hvis det er, som jeg tror, vil du föde en Sön; dette mit Fingerguld skal du gjemme til ham og give ham det, naar han bliver en voksen Mand“. Hun tog imod Ringen, men han fór med saa forrettet Sag bort og dvælte ikke længer der. Det viste sig snart, at Fruen var svanger; men da hun födte en Sön, glædede alle hendes Venner sig; hun fostrede ham saa længe, indtil han godt kunde ride og fare paa Fuglevejde og Dyrejagt; da gav hun ham Ringen og böd ham passe nöje paa den. Siden udrustede hun sin Sön rigeligt og sendte ham til Franskmændenes Konge, vel oplært i alle gode Sæder og hirdmæssig Belevenhed. Han opholdt sig saa længe hos Kongen af Frankrig, indtil denne gjorde ham til Ridder, og derefter deltog han overalt i Dystridninger, og viste sig saa drabelig, at ingen stod sig mod ham i Vaaben, saa at han for sin Kjækhed blev lovsæl og berömt fremfor alle sine Kammerater og Standsfæller, og i hans Fölge var en stor Skare Riddere. Siden fór han med sine Fæller ud i Bretland til det Sted, som heder den hellige Mikals Fjæld, for at holde Dystridning, ti han vil gjöre sig bekjendt med Bretonerne. Da der nu var samlet store Skarer paa begge Sider, stod hans Fader i den Flok, som var imod ham; han havde længe attraaet at maale sine Vaaben med den unge Ridder. Da han kom i Fylkingen imod ham, fældte han sin Lanse og stævnede imod ham, og da mödtes de med haarde Hug, Sönnen fældte sin Fader af Hesten, men ingen af dem
