önske gjærne at ligge mageligt, men om Morgenen har det vendt sig til ubodelig Skade for dem, ti jo haardere en træt Mand ligger, desto snarere faar han Kraft og Styrke igjen. Om Morgenen ved Primatid[1] stod han op og klædte sig paa, og gik saa ud for at tale med Möen og kræve sin forud betingede Lön; da svarede Möen: „min kjære“, sagde hun, „det kan endnu ikke være saa, ti först maa du ride saa langt, som min Svane flyver; da skal du faa mig uden Indvending og uden Opsættelse“. Ridderen bad om Frist, indtil hans Hest Balard var udhvilt og han selv utræt, og hun gav ham Frist til den fjerde Dag. Da begyndte Doun sin Færd, Balard löb, men Svanen flöj, og et Under er det, at den ikke sprænger ham. Om Kvelden kom de til en mægtig Borg; Doun hvilte der saa længe, det lystede ham, og da han vendte tilbage til Edinburg for at kræve, hvad der tilkom ham, kunde Möen ikke længer negte ham sig, men stævnede da til sig alle Hövdinge og de forstandigste Mænd, som vare i hendes Rige, og efter deres Raad giftede hun sig med Doun og gjorde ham til Herre over alt sit Rige med stor Hæder og megen Glæde.
Doun holder et glimrende Gjæstebud i tre Dage efter sit Bryllup, og der vankede en stor Overflödighed af alskens god Drik; men den fjerde Dag meget aarle stod han op, klædte sig paa, lod sin Hest före frem og tog Afsked med sin Hustru, ti nu vil han fare hjem til sit Fosterland. Da græd hans Ægtemage og bar sig ilde og sörgede meget over,
- ↑ ɔ: Kl. 6 om Morgenen, den Tid, da efter kirkelig Beregning Dagen begyndte, og man holdt den förste Gudstjeneste.
