paa, bare en liden skyggelue, som sad langt bag paa nakken.
Tøv, det var naturligvis Opsal'en selv; se, hvor han strakte sig og havde det godt der i morgensolen.
Jo, nu fik han vel frem og melde sig.
Han aabned forsigtig grinden, smatt igjennem og lukked den bag ryggen; — han havde ligesom saa ondt for at vende ryggen til. Han blev staaende lidt, trak i bukserne og skjøv hatten endda længer bag i nakken. Saa satte han armene i to store buer ud fra siderne og gik fremover, langsomt og med lange voksne skridt, øinene hele tiden fæstet paa ham paa trappen.
Da han kom fremover, havde han ligesom vanskelig for at gaa bent paa, og det blev til det, at han tog en stor sving, saa han kom omtrent bent ned paa trappen. Han tog de par trin op, stansed, gjorde et stort kniks med hovedet, førte den ene haand op til sin hvide lugg og rakte den anden frem:
«Gudag!»
Opsal'en tog imod den lille brune haand, som ganske forsvandt i hans store næve. og saa lønsk ned paa ham.
