om det var rare greierne at se paa heller, han havde ret ikke vidst, at den saa saa laak ud og laa saa urimelig høit oppe.
Ja, for resten maatte de nu ikke indbilde sig, at den var saa laak, som den saa ud herfra; de kunde ikke se svalen paa den anden side, og der var ogsaa kammersvinduet, det gjorde meget — han kikked igjen frem paa gaardspladsen —, Opsal saa nu heller ikke saa gildt ud der bortefra, som det var.
Aa jo, det blev da han, som kom til Opsal ligevel. Vesleane fik nok nøie sig med at komme til Hoel; — ja ikke for det, det var nok gildt paa Hoel ogsaa; men magen til Opsal var det nu ikke.
Han maatte rigtig hugse paa, hvordan det gik nu sidst paa vinteren, da han og Ane stod paa knæ ved glaset der borte i Stubsveen og saa over dalen og saa sig ud, hvor de vilde hen og tjene, naar de blev store. Ane var straks færdig til at sige, at hun vilde til Opsal, men saa sa Tor, at det skulde han, for han var gut, og han var ældst, hun var bare en førkjunge; men Ane var paastaalig, og saa blev de uvenner. Da fik Ane først juling af ham og han bagefter af mor sin —; ja, de kunde nu sige, hvad de vilde,
