saa de saaes helt de store kvindfolkstøvlerne, han gik i, som krølled snuden op — de var nok lidt for store —, og hvis skafter gabte om de tynde legger, fordi remmene ikke havde strukket til mer end halvparten af hullerne. Paa armen bar ban en bylt, knyttet ind i et mørkt rudetørklæde.
Det var den otte aar gamle Tor fra Stubsveen, den øverste plads helt opunder skogen der over paa den anden side af dalen; — han skulde tiltræde sin tjeneste som lægdgut paa Opsal idag.
Det gav et ryk i ham, han syntes, noget rørte sig der borte paa gaarden. Han kikked. Nei, det var nok ingen ting. Alt var saa stille, montro de ikke var staat op endnu? Var det maade paa sligt, midt paa blanke dagen! Han kikked op mod solen, som nu var kommet helt over de øverste grantopper.
Nei, det var vist svært tidlig ligevel. Klokken havde nu ogsaa staat de sidste dage der borte i Stubsveen. Han fik vente.
Han snudde sig, støtted albuen mod grinden og hovedet mod haanden, saa ud over dalen og opover paa den anden side, langt op.
Jo, der laa Stubsveen —, han havde aldrig set den saa langt bortefra før. Neimen
