Side:Stjórn.djvu/5

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

I denne förste Part af Bogen har Stil, Foredrag og Sprogtone ganske det 14de Aarkundredes[1] Præg og adskiller sig betydeligt fra det foregaaende (13de) Aarhundredes. Imellemstunder sporer man dog Benyttelsen af ældre indenlandske Kilder, saaledes i Homilien förste Söndag i Langfasten (S. 141—158), hvor Sproget flere Steder henpeger paa et ældre Stadium.

2) Side 300—349, Exodus fra Capitel 19 indtil Slutningen af Deuteronomium eller det övrige af Mosebögerne, Levning af en ældre Overasættelse af Bibelen uden Tilsætninger fra Midten af det 13de Aarhundrede. Herhen hörer ogsaa et Membranblad[2] (II Mosebog

  1. Dette vil enhver, der er nogentunde fortrolig med vort gamle Sprog og Litteratur, erkjende ved at slaa efter og læse et længere Stykke næsten hvorsomhelst. I det enkelte kan man mærke som Særkjende for denne Tid, at Relativet som oftest udtrykket ved hverr er, en Sammenstilling af det spörgende Pronomen hverr med den relative Partikol er, herpaa finder man overalt Exempler i Brugen af léttliga (f. Ex. 112, 281, 397) i samme Betydning som det ældre tydske lihtecliche, vil lihte ɔ: det kan lel være, sandsynligen; hertil slutte sig ogsaa enkelte Ord, der ikke komme tilsyne i det ældre og bedre Sprog, f. Ex. slekt ɔ: Stand, Rang, mekt, Magt, Pragt, skalkheiðr, Spot, hvilke synes at skyldes tydsk Indvirkning, det samme gjælder ogsaa om Verberne paa era; spazera, formera, divisera o. lign.
  2. Dette Membranblad, hvis Meddelelse skyldes Hr. Bibliothekar G. E. Klemming i Stockholm, aftrykkes her fuldtændig:
     .....Moyses til Egiptą. j þeire faur var kona hans med honum og syner þeira. Gud vitradist þeim j einu herbergi og avijtadi Moyses vmm þat ad hann hafdi ei skirt umskurnar skirn Gesram som sinn og bætti honum þvi ad hann skilldi hann af lijfl taka. Sidan tok Sephora huassan stein og sneid vmm sueinenn. Epter þat vitradist gud Aron a Egiptalanndi ok mælti. ad hann skilldi fora til funndar vid Moysen brodur sinn. Aron giordi sem gud hand. og uard med þeim mikill fagnnfunndr. Moyses sagdi aull ord drottins þau er hann hafde talad vid hann og iarteikner þær er hann hafdi giort.
     Moyses og Aron forn a funnd Farao konungs sem gud band þeim. og; er þeir komu a konungs fund þa mæltu þeir. þessa hluti mælti gud drottinn Jsraels. Lofa þu lyd minum at hann fari og færi mier forner a eydimork. Pharao mælti. Eigi veit eg huar drottinn ydar er. og eigi heyre eg raudd hans ad eg lob lydnum ad færa gudi sinum foruer, og ecki ætle eg ydr ad þui verda ud eg lofa ydr wt ad fara. Moyses mælti. Gud ebreskra manna kalladi a oss ad vier færum þriggia daga leid a eydimorku og færdum forn gudi vorum ad eigi berist oss bradr bani edr ofridr ad handi. Pharao mælti. Fyrer hui sorgmædi þier lyd fra verkum sinum. fare þier til verks ydvars. Pharao kallar til sin greifa og verkstiora sinn og mælti vid þa. þat meigi þier sin ad mikill mannfloldi er ordinn Gydinga lydr a lanndi hier og mun þai meir folkid fiolgazt er þeir hafo betra vid sig. Nu skulu þier eigi giefa þeim sader vid er þeir knoda leirit og skulu þeir iafumargar leirhellur giora sem adr. fari þeir og safui eier sadum og leiti sier spreka þuiat þeir heidas fyrir þui farar ad þeir vinna of lijtid. Nu skal þeim