Disse røde tal virked underlig tilintetgjørende på Else. Hun var intet menneske mere, men slet og ret et nummer det og det som straffefanger og soldater. Der stod jo hendes navns forbogstaver i alt hendes linned. Hvorfor saa disse røde tal, der udsletted hende som person?
Men naturligvis. Det måtte vel så være. Blandt alle disse hundreder af patienter, kunde der vel være mange, hvis forbogstaver lød: E. K., og når det altsammen kom til vask, var det jo vanskeligt at holde greje på. Men uf, hvor det dog var fælt!
Else hørte en sagte fnisen, mens hun ude på gangen hang op sit tøj i skabet. Ligeoverfor skabet stod en dør på klem og bag denne dør bôde frk. Hall, vidste Else. Hun turde ikke vende sig om. For frk. Hall var hun bange.
Men da hun var færdig, og vilde tilbage til sit værelse, blev frk. Halls dør slåt op på vid gab, og en fed, hviskende stemme sa: «God dag fru Kant.»
Else blev stående foran den åbne dør. Først kunde hun bare se mørke med et stærkt, rosafarvet skin bag mørket, men lidt efter opdaged hun midt i mørket et kort og tykt kvindeligt væsen på strømpelesten, i underskjørt og hvid
