meninger både om mennesker og andet. Tilsidst spurgte frk. Schrader om Else gjerne vilde ha kaffe til sin frokost.
Else takked og sa, at det havde hun jo også fåt.
Men det hørte ikke til, forklarte frk. Schrader. Else skulde jo vært på anden pleje, og der fik de ikke kaffe. Forresten var det en bagatel af en mérudgift, om hvilken der kunde skrives til hendes mand.
«Hvordan er der på anden pleje?» spurgte Else.
«Maden er akkurat den samme, naar undtages kaffe og dessert om søndagen. Men der er 8–10 senge paa hvert værelse, og derfor er prisen en dél billigere.»
Det gjøs i Else.
«Jeg har ikke fåt mit tøj,» bemærked Else. «Vadsækken, som stod herinde, er også blet borte.»
«Ja, det skal eftertælles og mærkes. Vi har ikke haft tid til at gjøre det, men nu får jeg se imorgen. Godnat fru Kant. Nu kommer Anne snart med kloralen.»
«Er det ikke Maren?»
«Nej, ikke i aften. De er to om patienterne heroppe og i eftermiddag har Maren havt fri»,
