Overlægen kom ind og satte sig. Else blev som før behagelig berørt af hans elskværdige mine og måde. Men som sædvanlig varte det ikke længe, før hun begyndte at snakke om Hieronimus.
«Igrunden begriber jeg ikke Deres vrede mod den mand,» sa overlægen med ét. «De er jo faktisk bleven bedre af at være der.»
«Bedre. – For hvad er jeg bleven bedre? Jeg er jo fremdeles søvnløs.»
«For hvis De havde vært som nu, var De vel ikke kommen der.»
«Å Hieronimus aner intet om hverken hvordan jeg var, da jeg kom der, eller hvordan det var fat med mig, mens jeg var der!» udbrød Else indigneret. «Hvis han havde undersøgt min tilstand og vidst besked, så havde han straks sagt til min mand at et ophold på sjette afdeling ikke var hensigtsmæssigt for mig. Det er sandelig ikke hans fortjeneste at jeg ikke sidder her som et vanvittigt menneske, eller at jeg overhodet er ilive. Bedre? siger De. Hieronimus kan ialfald ikke ha syntes, jeg var bedre, siden han fik min mand til at sende mig hid.»
«Så, så, så, nu har vi fuld damp oppe igjen,» overlægen lo.
«Bare jeg var kommen her fra først af,» sa Else. «Det vilde vært meget, meget bedre.»
