«Han ta'r også blodpegne for det,» bemærked frk. Thomsen. «Jeg betaler dobbelt så meget som de andre. Og allignevel går han i en luvslidt frakke. Han er gjerrig, den skurk!»
«Hvem?» spurgte Else.
«Overlægnen, naturligvis.»
«Hvor kan De tro, at det er ham, som får pengene!» råbte Else.
«Ja, jeg véd det nok. Det vil de bilde os ind! Men naturligvis får han pegnene, eller han ta'r dem. Det kan De da vel begribe. Hvorfor skulde han ellers holde på os? Nu har jeg vært her i 9 måneder, og alt det jeg har bedt og tignet om at komme herfra, har ikke hjulpen det rigneste. Værsgod sæt Dem, fru Kant. Å jo gjør det! Det er så rart at ha én til at tale med. Her skal De se, jeg har også noget at byde Dem» – hun tog frem af konsolskabet to porcelainsvaser med chokolader og konfekt, og nogle små asietter.
«Det har jeg fåt hjemmengfra,» vedblev frk. Thomsen, da hun havde tat plads ved siden af Else, og de begge havde forsynet sig. «Jeg må ha det under lås og lukke, og endda nytter det ikke. De stjæler som ravne.»
«Hvem?» spurgte Else forbauset.
«Pignerne og frk. Schrader og allesammen.
