bort med sin store, magre hånd: «Gå, gå, De må ikke stå der,» hun virred hjælpeløst med hodet og så ud, som hun vilde briste i gråd. «Gå, gå,» gjentog hun, og skjulte ansigtet bag den løftede arm. «Jeg skal sige det til Frants.»
Frk. Thomsen stak sin arm ind under Elses, og førte hende med sig forbi Elses og frk. Halls dør ind i en liden firkantet gang med et højt vindu.
«Der ligger Maren, det bæst,» sa frk. Thomsen og pegte på en seng, som akkurat fik plads i gangens tværende. «Det er naturligvis for at passe på mig. Sligt rak!»
De kom ind i et rummeligt hjørneværelse med to vindusfag, et i hver væg, hvorfra der var en smuk og vid udsigt. Der var lyst brysselerteppe på gulvet, fløjelsmøbler med lænestole, skrive- og divanbord, og billeder på væggene.
«Nej, hvor her er hyggeligt!» udbrød Else.
«Ja, her er rart,» sa frk. Thomsen, der hele tiden holdt sig tæt op ad Else, og stirred på hendes mund, når hun talte. «Det heder også prinsesselejligheden. Her er mit sovekammer,» hun åbned en dør til et mindre værelse med en bred seng, vaskerservante og toiletbord.
«Ja, De har det rigtignok godt, når De først skal være her.»
