danned som en spids houg midt i sengen, op på denne begyndte skikkelsen pludselig at slå løs af alle kræfter. Else blev stående og stirred ind.
«Det er bare fru Henderson,» sa frk. Thomsen og trak Else i ærmet.
«Det er altså hende som skriger og snakker så stygt. Nej, jeg vil se på hende,» vedblev Else, da frk. Thomsen atter trak hende i ærmet. «Hun gjør os da vel ikke noget?»
«Nej. Hun er så skikkelig. Men det er da ikke noget at se på.»
Fru Henderson var under sin kamp med sengklærene kommen ned til fodenden af sengen, der stod op ad vindusvæggen. Med ét vendte hun sig om, og sparked iltert til dynen. Idetsamme fik hun øje på Else, og blev stående som forstenet med store forskrækkede øjne, der tindred mørkt i det gråhvide, magre ansigt. Hun havde stor, tynd mund, lang, lav næse med brede vipper og fremstående øren. Et brunt, slattent hår hang glat ned til skuldrene.
«Kom her hen, kom her hen!» udbrød hun pludselig med fæle ansigtsgrimaser, og ivrig vinkende til Else.
«Jeg tør ikke,» hvisked Else.
«Jo, det tør De såmæng godt,» sa frk.
