«Å jeg véd ikke.»
«Blev De narret herned. – Ikke? Det gjorde jeg. De sa, vi skulde kjøre en tur, og så pludselig var vi her.»
«Havde De da vært syg?»
«Ikke det ringneste. Men jeg er et fænomen. Hys,» hun slog sig pludselig med pegefingeren på munden. – «Ikke sige, at jeg har talt til Dem. Hører De, De må ikke!»
«Nej,» sa Else.
«For det er sådant et grusongt rak.»
« Hvem?»
«Overlægnen, frk. Schrader, allesammen, ishj, æh,» frk. Thomsen rakte ud en lang, tynd tunge.
«Kom ing og se hvor jeg bor. Vil De?» frk. Thomsen la hodet lidt på skjæve og hendes frygtsomt spørgende barneøjne fik et rørende udtryk. «Å jo, gjør det,» vedblev hun, og tog om Elses arm. «Jeg kan så godt lide Dem. De ser så rar ud.»
Else gik modstræbende med hende.
Da de fra den store koridor kom ind på den korte gang stod den ene dør ved siden af Elses værelse åben. Else kég derind, og så bagsiden af en kvindeskikkelse i lang natkjole gå oppe i sengen og rode mellem de hulter til bulter slængte sengklær. En hvid, stor overdyne
