vinduerne, hvor hun stilled sig op med ryggen til koridoren.
Et øjeblik efter mærked hun, at den unge pige stod bag hende.
«Hvad vil De?» spurgte Else pludselig, og vendte sig om.
«Jeg heder frk. Thomsen,» sa den unge pige; hun trykked med grimasagtige mundbevægelser ordene ud af sig, og den snøvlende stemme var lav og klangløs. «Hvad heder De?»
Else nævnte sit navn, mens frk. Thomsen anstrengt stirred på hendes mund.
«Vil De ikke gå ned lidt i haveng?» spurgte frk. Thomsen efter at ha gjentat Elses navn. «Jeg skal følge Dem.»
Else rysted hodet.
«Ikke, he? Det skulde De dog. Man trænger til luft. Jeg går ned hver dag. De skulde også gå ned, og spise ved bordet. Så kan man forsygne sig med de bedste stykker, drikke mælk og finne sig et saftigt stykke kød. Kan De lide maden her?»
«Jeg har jo vært her så kort.»
«Den er ækel, ikke? Men nede ved bordet kan man dog tage, hvad man vi ha. Jeg skyndner mig altid og griber de bedste stykker. Hvorfor skal De være her?»
