sa hun pibende. «Nej bliv kun liggende,» vedblev hun, da Else rejste sig overende.
«Jo tak,» sa Else.
«Hvad synes De så om overlægen og frk. Schrader?»
«Udmærket.»
«Nå sådan,» fru Senekes ansigt blev eddikesurt. «Nå, så De er af den slags. Ja, jeg skal vist ikke plage Dem mere med at se ind til Dem,» hun vendte sig og gik på sine lydløse filtsko mod døren. Der drejed hun hodet tilbage og tilføjed: «Ikke såmeget som en stol til at sidde på, byder De en gammel dame,» og så var hun væk.
Else la sig tilbage og krøb atter sammen i sofaen. – Opmuntrende omgang hun havde. Knut som havde ment at hun ikke vilde kunne finde sig i at være mellem hysteriske fruentimmer på en privatklinik!
Nej, det var umuligt at ligge der længere, så kort som sofaen var. Else rejste sig og gik ud og spaserte på koridoren, og straks var den unge pige med det pilne ydre og den korte kjole efter hende. Else lod som hun ikke så hende, men da den unge pige ihærdigt blev ved med at følge hende i hælene, gik hun hen til et af
