«Jeg kan gå på koridoren derude. Der er jo luftigt og godt.»
«Ja for det første. Og læsning, vil De ha noget læsning, så sig bare til. Vi har et helt bibliothek.»
Else svarte ikke. Hun sad og tænkte på den uhyre forskjel mellem overlægen og Hieronimus. Rent mekanisk tog hun med hænderne om ansigtet og virred lidt med hodet.
«Er det tanden igjen?»
«Nej, det er Hieronimus. Ikke engang en tandlæge lod han mig få! Det hører da vel ikke med til behandlingen af formentlig sindssyge, at de ikke skal ha hjælp for legemlige smerter?»
«Nå, er De nu der igjen,» overlægen lo og trued til Else. «Skal vi ikke slutte en overenskomst, som går ud på, at De ikke mere nævner den herres navn i mit påhør?»
«Jeg vilde ikke kunne holde det,» sa Else.
«Når De nu sætter en fast vilje ind på det, hvad?» overlægen gjorde sig morsk, og rynked sine bryn.
«De skulde vært dernede og sét på!» råbte Else. «Bare det, at han altid trode, jeg løj! Jeg, som var kommen derned for at sige ham
