sa Maren, og vendte et øjeblik ansigtet mod den unge pige, der var blet stående et skridt borte.
Frøken Thomsen svøbte sjallet tættere om sine arme, og slog på nakken med et gjep der sa: Pas Du Dig selv.
Idetsamme lød der en klokke etsteds fra.
«Nu ringer de!» råbte Maren højt til den unge pige, der lidt efter drejed sig på hælen, og langsomt forsvandt fra koridoren.
«Er hun døv?» spurgte Else.
«Ja, hun hører ikke stort.»
«Stakker. Det er jo rént et barn.»
«Hun er da 27 år,» svarte Maren med sit sædvanlige blide smil.
«Er det muligt? Hun sér så barnlig og god og skikkelig ud.»
«Å, hun er nok ikke så god,» nikked Maren.
«Er hun da ondskabsfuld?»
«Sommetider. Nu sætter jeg ind Deres frokost, fru Kant.»
– Nej, disse tykke stykker! Else løfted på smørrebrødene, da hun sad ved frokostbakken på sit værelse, og havde ikke lyst til at gi sig i lag med dem. Med ét fik hun en idé. Hun gik ud til Maren og bad om at få låne en kniv. Maren så lidt tvivlrådig ud, men rakte hende dog det forlangte. Med kniven kløved Else
