et let, skotskternet sjall over skuldrene viste sig på gangen, og gav sig til at trave op og ned. Hendes grå kjole af blødt uldent stof var så kort forneden at de lange, smale fødder og de tynde ankler vistes. Det lille lyse hode sad på den spinkle hals som på en fremstrakt stilk, og hun skotted med de frygtsomt spørgende barneøjne nysgjerrig til Else, hvergang hun på sin marsch nærmed sig hende. Tilsidst slog hun følge med Else, men holdt sig dog et skridt bag hende. Else, der kunde mærke at den unge pige pønsed på at tiltale hende, vendte hårdnakket hodet til siden, og gjorde hvad hun kunde for at bli kvit hende: sagtned sine skridt, gik hurtigere til, stod undertiden hélt stille. Men den unge pige gjorde trolig ligeså, og vedblev at følge hende.
«Jeg kan ikke like at hun dér, går i hælene på mig,» hvisked Else til Maren, der ved et bord nede i hjørnet af koridoren sysled med en vældig stabel smørrebrød på et stort fad.
«Så skal jeg sige det til hende,» svarte Maren, mens hun hurtig fordelte smørrebrødet på talerkener.
«Å nej lad være! Hun sér så snil ud, stakkeren.»
«Nu skal De ned til frokost frk. Thomsen,»
