blet borte, og søgte at trøste sig med den tanke at angsten dog havde magt til at fordrive tandpinen.
Et øjeblik efter tog fru Henderson fat, værre end før. Det var som om søvnen havde git hende nye kræfter.
Else lå og stirred håbløs op på den store, lyserøde papirroset, der, for at skjærme hendes øjne, formet som en solsikke, var hængt udenpå gaskuplen.
Så kom nornen tilbage. «Nu,» hvisked hun, «hvordan går det?»
«Jo tak, tanden er bra. Men hør på dette!»
Nornen så uforstående på Else. «Å, de derinde,» sa hun så. «Hvad gjør det?»
«Det er jo umuligt at få sove,» stønned Else.
«Hør ikke på dem,» beroliged nornen.
Atter tænkte Else på historien om Yankeen.
«Hvordan skal jeg bære mig ad med ikke at høre på dem, sa hun halvt grædende. «Og så er jeg så forfærdelig bange for dem.»
Nornens ansigt fik et udtryk af medlidende forundring, der liksom lyste lidt over det ubevægelige ansigt.
«Det behøver fruen nu slet ikke at være. De er jo lukket inde, og desuden, så gjør de ikke en kat fortræd.»
