med at jamre sig, mens hun rokked hodet frem og tilbage.
Da gik døren lydløst op, og ind gled en umådelig lang og tynd kvindeskikkelse, hvis hode var indhyllet i et sort tørklæde, frem af hvilket der stak et skarpt, voksgult ansigt. Et nøgleknippe hang ved hendes side, og i et bånd en tændt lygte, der dingled nede ved kanten af hendes lange forklæde. Som en af nornerne forekom hun Else, mens hun stiv og smal nærmed sig sengen.
«Hvad er det, som fejler fruen?» hvisked hun.
«Tandpine.»
«Hm. Det var da slemt. Skal jeg gi fruen et varmt omslag?»
«Ja tak. Men hvem er De?»
«Nattevagten.»
Nornen forsvandt ligeså lydløst som hun var kommen, og var snart efter tilbage med et dampende vandfad, og vat og gummilærred hængende over armen.
«Så,» sa hun, da hun stille og omhyggelig havde pakket ind Elses hode, og gjort bandagen fast med Sikkerhedsnåle. «Måske det kunde linde lidt. Jeg skal se ind igjen om en timestid.»
Da nornen efter timens forløb kom tilbage,
