når en eller anden tilfældighed bragte hende til at tænke derpå.
Nej, nej, Tage måtte ikke dø! Alt andet heller end dette. For at kjøbe ham fri fra at bli spigret ned i den kolde, sorte kiste, vilde hun med glæde finde sig i at holdes indespærret resten af sit liv. Ja, endog gå i celle mellem de vanvittige, og selv bli den allervanvittigste. «Et kar til vanære.»
Hendes lommetørklæde var aldeles gjennemblødt af tårer. Stille listed hun frem af sengen og fandt et nyt i sin vadsæk.
Da hun atter lå på puden var det liksom blet vindstille indeni hende. Og så mærked hun at der ingen lyd mere hørtes fra naboerskerne. De havde længe vært rolige, faldt det nu hende ind.
Hun vendte sig mod væggen med et længselsfuldt ønske om at kunne sove. Kanske det dog vilde lykkes. Om blot en time eller to. Hun var så træt, så dødsens træt.
VIII.
Men Elses håb om søvn gik ikke i opfyldelse. Efter nogle minutters forløb gav det et ryk i den syge tand, og så begyndte den at værke med en ilter, huggende hamren.
