hun mon nogensinde se ham igjen? Og i så fald, under hvilke forhold? Else gråd og gråd, men tårerne bragte ingen lindring.
«Jeg takker gud for dem, han har gjemt,» havde den venlige gamle kone sagt i vognen, da talen var om hendes børn. Ja, sandelig, Else forstod i denne stund at en mor kunde tænke sådan. Hvis Tage nu havde vært død, så vilde hun ikke også havt ham at længes efter og at være bekymret for, og så vilde byrden over brystet ikke ha vært så tung som nu. Og desuden, der gaves et slags trøst i dette, at vide med vished, at ens børn ikke skulde komme til at gjennemgå noget af det onde, jordlivet kunde bringe.
Hvis hun nu, mens hun var på Sct. Jørgen fik vide at Tage var død – – Vilde det kjendes som en lettelse?
Hun så ham ligge i sin lille kiste med hvid natkjole og en buket vilde gåseurter mellem de små fingre, der endnu i døden var runde og buttede, og det var med ét som noget knækked sammen inde i hende. Hurtig sad hun oprejst i sengen, og hulked, mens hun bed i sit lommetørklæde.
Nej, nej, nej! Tage måtte ikke dø! Hun kunde ikke udholde, at hans søde øjne skulde
