mens hun drak den, og faldt på de skårne smørrebrød, der havde en tykkelse, som var de bestemt til sultne skolegutter.
Snart var hun færdig med at spise. Hun skjøv bakken bort, og tog atter sit hækletøj. De pinefulde tanker blev liksom mindre virksomme, når hun havde et arbejde mellem hænderne.
Det banked på døren, og en høj yngre herre trådte ind. «Godaften,» hilste han. «Mit navn er Vibe, og jeg er reservelæge her.»
Else rejste sig og rakte hånden. Herren havde et blegt skjægløst ansigt, halvblondt hår, og gode, stilfærdige øjne. Else følte sig behagelig berørt af den finhed, der var udbredt over hans væsen og person.
Dr. Vibe talte om den lange, kjedelige kjøretur, var glad over at vejret havde været pént, og håbed tilsidst at hun vilde finde sig forholdsvis tilfreds på Sct. Jørgen.
«At ha vært på sjette afdeling er ialtfald en god forskole,» svarte Else, og så gik det løs med Hieronimus.
Liksom overlægen, forsøgte også dr. Vibe at få hende til at tale om andre ting, men det lykkedes kun øjebliksvis. Dr. Vibe hørte høflig efter, men svarte ingenting.
«Nu skal jeg forresten holde op,» sa Else
