«Hils så mange gange til frk. Stenberg og alle sygeplejerskerne, og fortæl at jeg har vært skikkelig og rolig på turen.»
«Netop. Og god og rar og venlig,» tilføjed konen med sit blideste smil, og nejed atter.
Else fulgte efter overlægen, der rask forlod værelset og steg ned de få trappetrin, foran hvilke vognen før havde holdt. Så gik de gjennem portalen og en dør, som en portner lukked op, og kom ind på en bred lys trappegang, hvis afsats var prydet af en marmorbyste på en mørk sokkel med indskription. De gik op over trappen til en rummelig kvadratformet gang, hvor overlægen åbned en dør, og så befandt de sig på en bred og meget lang koridor, med mange høje vinduer, et par småborde og stole, en vældig magasinovn, mange døre og en løber af teppetøj på gulvet. Else så sig uafladelig om efter Knut.
«Her er lyst og rummeligt,» sa overlægen og stansed foran et af vinduerne. «Dernede ligger haven, og længere borte parken. Udsigten er køn og venlig. Man kan nok trives her. Ikke sandt?»
«Hvis man er her med sin gode vilje,» Else stod ved siden af overlægen og stirred på en række vinduer i sidefløjen. Fra et af disse vinduer
