som havde tat plads ved bordet foran vinduet. «Det ser bedre ud.»
«Jeg kan ikke,» svarte Else. Med ét stod hun stille og smilte til konen mens hun sa: «Jeg må da forsøge at té mig lidt som en gal. Synes De, jeg skulde gi mig til at skjære ansigter? Eller skulde jeg ha det med at svare «ah bæ» til alt, hvad han siger?»
Konen rysted hodet med en lydløs latter, der bragte hendes skuldre til at dirre og hendes øjne til ganske at forsvinde.
Så blev døren bag fort åbnet. Else vendte sig hastig, og imod hende kom en høj, bredskuldret, kraftig bygget herre i førtiårene med rank, lidt tilbagekastet holdning. Han rakte Else hånden til goddag, og sa med et smil, der strøg som et pust af ro og fortrøstning over hende: «Jeg véd, at De er kommen her under protest.»
«Er De overlægen?» spurgte Else, mens hun betragted hans store, brunlige ansigt med den mørke mustache og de snare øjne, hvis ejendommelige, skarpt undersøgende blik liksom tog hende fangen, og holdt hende fast.
«Ja. Jeg har det uheld. Men begynd nu ikke med at være altfor vred.»
«Ikke på Dem,» svarte Else.
