Straks efter bragtes det forlangte af det døsige fruentimmer.
Else betragted konen, der begjærlig, og i lange drag drak den glohede kaffe af den tykke blårandede kop. Selv måtte hun længe puste på kaffen inden hun kunde gi sig i lag med den.
Døren fra gangen gik stille op og et underligt par kom ind: et fruentimmer med et grønblegt, udmagret ansigt, holdende under armen en grågusten mand i fillede klær og stride hårtjafser strittende rundt om det med tyndt, kort skjæg bevokste ansigt. Fruentimmeret havde revnede mandfolkestøvler, kort blårudet bomuldsskjørt, sort vadmelstrøje, og om hodet et uldent tørklæde, der ganske skjulte håret. Mandens ene bén var fra ankelen til knæet surret ind i en skidden bandage, og han halted stærkt, mens han, støttet til fruentimmeret og med en kjæp i den ene hånd stavred hen til et af bordene, hvor fruentimmeret hjalp ham tilsæde.
Else kég hen på dem. De sad begge to stive og stille og så ret frem for sig.
Det døsige fruentimmer bag skjænken gik hen til dem med en bajer og et snapseglas i den ene hånd, og i den anden en brændevinsflaske hvoraf hun fyldte snapseglasset.
Manden greb med stive fingre i sin lasede
