at hun ikke vilde kunne bekvemme sig til nogetsomhelst forsøg på at forandre hans bestemmelse. Hun vilde formodentlig komme til at sige det samme som til Hieronimus dengang i cellen: Lad mig bare fare. Jo mere, jo bedre.
Å gud nej. Bare han dog ikke var der!
Vognen holdt. Konen rejste sig, og la hånden på Elses skulder: «Her er det.»
Else retted sig op.
I det samme blev vogndøren åbnet. Else fôr sammen med et ryk. Gudskelov, det var portøren, som stod udenfor, og ikke Knut.
Konen steg først ud; så rakte hun hånden til Else, der øjeblikket efter stod på landevejen, og så sig sky om til alle sider. Ingen Knut. Intet at se andet end de bølgeformig flade marker, med skimt af skovbryn gjennem tågedisen, som nu var grå og fugtig. Nogle bondegårde og bygninger her og der, og tilhøjre tæt ved, et lavt, langt hus, over hvis indgangsdør der med store hvide bogstaver stod skrevet: «Gjæstgiversted». Ligeoverfor var der et skur med påskriften: «Rejsestald».
Else pusted ud i lettelse over at Knut ikke var der, for i næste nu at føle skuffelsen som et sugende nag i brystet.
Men inde i kroen vilde han sidde. Der
