graven snart skal gjemme os alle,» det sidste kom med bævende stemme.
«Ja, der er noget forsonende i tanken på døden,» bemærked Else.
«Netop! Og tænk, så bange som vi fra begyndelsen af er for den. Men efterhvert som man lever, blir man blidere stemt imod den. Især når man har set så mange gå bort. Og så er det jo dette, at ikke alene en selv og de, som lever med en, skal dø, men alle de, som kommer bagefter også.»
«Tror De på et liv efter dette?» spurgte Else.
«Ih gud ja, det gjør jeg rigtignok! For det lærer en jo fra barnsbén af. Men fatte det kan jeg ikke.»
«Vilde De gjerne leve efter, De var død?»
«Å nej såmæn. For min dél kunde det være nok med det som er. Men man er jo ikke et respekterligt menneske, hvis om en ikke tror på de dele. Og så herregud – skade kan det jo ikke. – –»
Else så ud på markerne hvor der her og der lå klatter af sne. Solen var gjemt af tågedisen, som var stegen højere på himlen, og tonen over landskabet var bleven råkold og vinterlig.
«Nu synes jeg, det er kjøligt», sa Else.
«Netop! Ih gud nej, hvor fruen dog er
