hun havde fåt besked om det, hvad der var gåt forud, og om det nu virkelig også var sandt.
«De kommer og rejser den ene efter den anden!» brød frk. Thomsen fortvilet ud, og rakte armene op over sit hode. Så lod hun sig hårdt dumpe ned på knæ, la ansigtet i sofaen og hulked.
«Så så, mit barn. Så så, mit barn,» trøsted frk. Hall. «Deres tid kommer nok også. Der er intet, som varer evigt her i verden.»
«Jeg flyngter herfra, og går lige til kognen,» hulked frk. Thomsen. «Så skal jeg få straf over deres ongskab. Lige til kognen, lige til kognen!»
Frk. Hall i nattrøje og med sin korte chemise, steg frem af sengen, la sig på knæ ved siden af frk. Thomsen, og slog armen om hende.
«De skal tro på gud, mit barn,» sa hun blødt. «Ikke på den gud, som præsterne står og lyver om, men på den store, rene jomfru Marias søn, der drypper af blodrød kjærlighed til de ulykkelige menneskebørn.»
Frk. Thomsen, der havde løftet ansigtet for at se på frk. Halls mund mens hun talte, sa klynkende og grådkvalt: «Kom ikke med dette jomfrumariavrøvl. Jeg er rettroende, men De, De er værre end en katolik.»
