små tårer trilled ned langs konens næse, og det bæved om hendes tynde mund. «Men når der nu ingen gode minder er? Når konen altid har vært træt og ussel og gnaven og mistroisk. – Å ja, frue, jeg snakker så vidt og bredt, fordi jeg kan mærke, at fruen er et menneske som forstår.»
Der gik nogle minutter hvori Else hækled og konen strikked. Så sa Else: «De er altså kommet til det resultat, at livet er et onde?»
«Et hvadforslags?»
«Ja, at livet er så ondt og fælt, at det var bedre ikke at ha vært født?»
Konen holdt op at strikke og grunded lidt. «Nej,» sa hun så, og rysted stille hodet. «Jeg kan slet ikke tænke mig det, at ikke ha vært født. Der har dog vært så mange adspredelser, og om jeg så må sige, oplevelser og glæder her i verden. Og nu min bestilling. Hvem skulde kjørt med de sindssyge, hvis jeg ikke havde gjort det?»
«De havde dog vel nok fundet en anden,» sa Else.
«Fundet en anden? – Ja, men så havde det jo ikke vært mig. Nu har jeg kjørt og kjørt i alle disse årene. Ok ja.»
