at være unormale,» stønned Else, næsten grædende af træthed og hjælpeløshed.
«Jeg traf idag reservelægen fra 6te afdeling,» vedblev overlægen bøst. «Han fortalte mig forskjellige ting, som viser, at De derinde har vært en meget vanskelig patient.»
«Jeg synes, De snakker så udenoms. Hvad har det, reservelægen kan ha sagt, med dette anliggende at gjøre?»
«Ja, jeg vil nu betænke mig godt og længe før jeg la'r Dem slippe,» overlægen fjerned sig hastig, og Else fik atter en søvnløs nat.
– – – – – – – – – – – – – – – –
Om morgenen ved stuegangen bragte overlægen Else et brev. Han blev stående et par øjeblikke og kom med nogle ligegyldige bemærkninger. Hans mine var uforandret venlig og elskværdig, og for dette var Else ham taknemlig.
Brevet var fra fru Hein. Hun skrev, at nu kunde Else glæde sig. Hendes trængselstid var snart tilende. Siden dr. Tvedes besøg forleden hos overlægen, havde det vært afgjort, at hun skulde derfra.
Det var for Else som om hendes legeme med ét blev løst fra snærende bånd og tyngende lænker. Hun drog åndedrættet dybt, rejste sig, og gik op og ned på gulvet.
