«Dr. Tvede var her forresten forleden dag, og spurgte til Dem,» bemærked overlægen tilsidst.
Else så bævende på ham. Hun kunde intet sige.
«Han vilde vide min mening om jeg trode, De havde godt af at være her, eller ikke.»
«Hvad svarte De?» spurgte Else, som følte en hurtig kulde risle ned over sine kinder.
«Jeg svarte nej! Jeg sa at jeg mente, De vilde ha bedre af at komme herfra.»
Else stod stum. Indvendig var det, som hun sank på knæ for overlægen og takked ham. Denne mand, som altså, hvis han havde villet, eller i blindhed havde ansét det for rigtigt, kunde ha beholdt hende der i årevis, som reservelægen på sjette afdelig havde sagt, han havde nu udtalt løsladelsesdommen over hende.
«Hvad sa Tvede?» kom det lavt og utydeligt fra Else.
«Han vilde tale med Deres mand. Men sagen er, hvor skal vi sende Dem hen?»
«Heins vil gjerne ta imod mig,» svarte Else. «Men jeg tror ikke, at jeg egner mig til at være hos venner. Jeg føler mig så altfor meget som rekonvalescent. Jeg har derfor tænkt mig at jeg vil være på Sct. Rudolfs hospital inde i byen indtil jeg kommer til kræfter.»
