jo vænnet sig til det Hieronimuske helvede, sådan at hun formelig havde følt vemod ved at skulle forlade det.
«Jeg kan næsten ikke fatte at man nogensinde kommer over det, at se sine børn dø,» sa hun. «Det må dog være det værste af alt.»
«Ja, jeg ved virkelig inte hvad jeg skal kalde for det værste,» svarte konen og rokked med hodet, mens hun flittig strikked. «Hvis nu ens mand holder sig med andre,» hun kneb læberne sammen, og bøjed ansigtet dybere over strikketøjet. «Vi fruentimmer slides jo op af stræb og børnefødsler, og mændene – de vil jo immer ha noget at forlyste sig med. Når de så kommer hjem til en træt og mut og gnaven gammel kone,» hun tog atter kluden frem og tørred næsen.
«Men der er dog mange mænd, som er glad i sine koner, selv om de er trætte og gamle,» sa Else. «Ikke sandt?»
«Ja tror fruen virkelig det?» konen lod strikketøjet synke og så forskende på Else.
«Ja. For de har jo så mange gode minder fra før i tiden. Dengang konen var ung og sød og glad. Og det binder en mand, og gjør at han ser på konen med ungdommens øjne.»
«Det høres så kønt hvad fruen siger,» nogle
