taget om hendes hals så hun triumferende på hende, og begyndte at fnise. «Syv stykker har jeg,» gjentog hun nikkende.
«Det har De da vist ikke, frk. Hall,» sa Else alvorlig.
«Nej, jeg har ikke,» frk. Hall lo og skutted sig, så sengen rysted. «Det er kun sådan noget vrøvl, som jeg ikke kan la være med at sige. Jeg forstår det ikke selv,» hun så med ét tankefuld ud.
«Jo, når det nu blir sommer, og De er ganske frisk, så kan De vist la være, ikke sandt?»
«Ja næsten,» sukked frk. Hall. «Men det varer ikke længe. To måneder. Neppe nok. Nej, men kan De i grunden begribe, hvorfor jeg altid er nødt til at sige ting, som jeg véd, ikke er sande, og gjøre ting, som jeg slet ikke vil?» – det bæved om frk. Halls mund, og hendes øjne fyldtes med tårer.
«Stakkels Dem,» sa Else og kyssed hende. «Forresten, vi er allesammen stakler, mere eller mindre.»
