pose en hvid klud, hvormed hun tørred øjnene og pudsed næsen.
«Og sådanne dejlige og fremmelige børn,» konen var atter begyndt at strikke. «Anton, han var lige fyld 7 år – han sa til sin far om aftningen som han døde om natten. Far, sa han, jeg tror, det er sandt at vi får vinger når vi dør, for jeg kan mærke, at de er begyndt at vokse ud på mine skuldre.»
«Vidste De at han skulde dø, da han sa det?»
«Ja. For vi havde jo sét på de andre. Det var lungesot de havde. Han døde så stille som et lys, der pustes ud. Jeg sad i stolen foran sengen og blunded lidt – ja, for jeg havde våget så mange nætter, og ingen er jo mere end et menneske. Så vågner jeg af at høre min mand snorke borte i sengen, og da jeg så skal se til drengen er han kold og død,» atter la konen strikketøjet fra sig, og pudsed sin næse.
«Vækked De så ikke Deres mand?»
«Nej, ok nej. Han var jo træt efter dagens slid og slæb, og Anton var jo den syvende, som døde.»
Den syvende som døde, tænkte Else. Man vænner sig altså til alt. Også til at se sine børn rives bort af døden. – Ja, selv havde hun
