Else så derhen. En smal kvinde i blå, rén bomuldskjole og med et lyst, vakkert ansigt vinked gjennem stakittet til hende.
«Det er madam Nilsen,» sa dr. Vibe.
Else gik hen til stakittet og frk. Schrader og dr. Vibe fulgte med.
«Kan De ikke hjælpe mig med at komme herfra?» spurgte madam Nilsen.
Kunde jeg såsandt hjælpe mig selv, mumled Else, mens hun betragted en svær, firkantet kvindeskikkelse, der sad på hug i en liden græsbakke indenfor sprinkelværket og udstødte en knurrende lyd. Hænderne, som var lagt i kors over maven, holdt hun i en dinglende bevægelse; ansigtet var kuglerundt og mørkeblåt med forfærdelig store, åbne læber, og et gulrudet tørklæde var som en spids turban bundet om hodet. Skikkelsen ligned en pagode.
«Hjælp mig endelig, De fremmede dame,» vedblev madam Nilsen indtrængende. «Jeg har to døtre dernede på bjerget, som jeg godt kunde være hos. Nej se hvor det er kønt,» vedblev hun og pegte på Elses blåflammede silkebælte, der var synligt under skindkraven. «Det er en sådan en, som kaldes for spenser.»
«Jeg må hjem,» sa frk. Schrader. «Kom.»
