det,» afbrød Else sig selv. «Nervøs – jeg er da så rolig om dagene.»
«Ja, De er rolig nok,» svarte frk. Schrader.
De havde på turen mødt en dél mennesker, herrer som gik alene eller flere i følge, fulgt af en oppasser, en flok fruentimmer med tørklæder om hoderne ledsaget af en pige, og alle havde de hilst på frk. Schrader, som havde meddelt Else at det var patienter fra hospitalet. Nu, da de var i bakken, som førte op til hospitalsporten, kom dr. Vibe imod dem.
Han hilste venlig goddag, vendte om og slog følge. – –
Else glemte næsten at hun var på galehus når hun talte med dr. Vibe. Hans væsen var så fint og stilfærdigt, så kemisk frit for antydning af at hun var patient og han læge. Ingen af dr. Sejers, forresten så velmente formaningstaler om hvor glad og taknemmelig hun burde føle sig ved at være der, sålidt som noget glimt af det blik hvormed kandidaten betragted hende, et blik som satte hende i klasse med en udstillingsgjenstand.
De kom forbi en af hospitalsbygningerne, der var omgit af en have med højt sprinkelstakit. I haven gik en mængde patienter omkring. En af dem råbte: «Kom her hen, De fremmede Dame, der!»
