Om eftermiddagen gik Else tur med frk. Schrader, der førte hende ad de vakreste veje, over mark og gjennem skov, og viste hende de smukkeste udsigtspunkter. Det var strålende solskinsvejr, og det dufted af vår. Men Else var så mat og dårlig, at hun ingen glæde havde af hverken solskinnet eller vårduften. Et par gange var hun nærved at få ondt, og på hver eneste bænk, de kom til, vilde hun sætte sig. Frk. Schrader talte om forskjelligt, men Else var kun halvt med. Hendes tanker kredsed om det, hvoraf de altid var optat. Tilsidst sa hun:
«Når De skal være aldeles ærlig, frk. Schrader, og sige hvad De mener, kan De vel så finde at jeg er sindssyg?»
«Ikke sådan sindssyg,» trak frk. Schrader på det.
«Hvad da?»
«Svært nervøs.»
«Nervøs – ja, herregud nervøs? Jeg véd ikke hvad De mener med ordet. At jeg pines ved at være her, og ikke kan slå mig tiltåls – er det det De mener?»
«Ja, det også.»
«Hvis jeg var glad ved at være her, vilde man så ikke også deri se et bevis på sindssyge? Å ja forresten – det nytter ikke at snakke om
