fru Hein, og bedt hende besøge mig. Overlægen sa jo, at hun gjerne måtte komme?»
«Med største fornøjelse. Er der flere, De vil se?»
«Nej tak. Ingen flere.»
«Stadig lige forbitret på Deres mand?»
«Ja.»
«Han kommer såmæn så trolig og spør til Dem, når jeg er inde, og han sér meget forknyt ud.»
«Lad ham det.»
«Stædige frue,» smilte overlægen. Så skifted hans ansigt udtryk, og han tilføjed ærgerlig: «Ja, jeg véd virkelig ikke hvad jeg skal sige. De kan ikke være hélt normal sålænge De føler denne hårdnakkede forbitrelse mod Deres mand.»
«Nej, nej. Så lad mig være unormal, da.»
Frk. Schrader, der stod ved sengens fodende rysted misbilligende hodet til Else.
«Nå ja godmorgen frue.» –
Det ene brev var fra Inger, og indholdet handled som sædvanlig om Tage. Else knuged brevet mod sit bryst. Hun havde en følelse som om denne ihærdigt sugende længsel efter barnet, og denne altid nagende uro derinde – kunde gi hende tæring tilsidst.
