er jo dog en gud. Det siger jeg i Jesu Kristi, vor forløsers navn, amen,» hun læned sig tilbage på stolen med nedhængende arme. Hodet var dukket, så hagen hvilte på brystet, og det fortrukne ansigt var som stivnet i bitter sørgmodighed.
Frk. Hall tog op af lommen et etui med guldfingerbøl, og et lidet håndarbejde. Så satte hun sig tilbage i sofaen og syed, mens hun ustanselig talte og lo uden at ænse at hverken Else eller frk. Thomsen gav agt på hende.
Så kom frk. Schrader med frk. Halls hat og kåbe og vilde ha hende ned i haven. Frk. Hall var villig, men bad Else følge med. Hun måtte ha én til at støtte sig til, og hendes «barn» var ikke i humør.
Else rejste sig straks for at hente sit tøj.
«De sér så modfalden ud,» sa frk. Schrader, der var fulgt efter Else ind i hendes værelse.
«Ja,» sagde Else og så fortalte hun hvad overlægen havde sagt.
Frk. Schrader søgte at opmuntre hende. Hvad skulde overlægen kunne svare når patienterne spurgte og spurgte om hvorfor de skulde være der. Det var ikke så nemt at være overlægen.
«Men de andre patienter,» bemærked Else
