«Men mit barn må være med!» råbte frk. Hall.
«Ja,» sa overlægen til frk. Hall. «På Dem kan jeg stole på denne tid af året, det véd jeg. Spasér kun alle tre. Men ikke endnu; først må De vænne Dem til luften nede i haven, frk. Hall.»
Else lod arbejdet synke og så uroligt spørgende på overlægen. Han tænkte altså ikke på at la hende slippe. Først skulde frk. Hall vænne sig til luften, og så skulde hun spasere med Else. Det havde lange udsigter.
«Var det noget De vilde sige, fru Kant?» overlægen stod med hånden på dørklinken, færdig til at gå.
«Ja. Jeg vilde spurgt om det samme som forleden: hvorlænge skal jeg bli her?»
Overlægen rynked sine bryn og gjorde en utålmodig bevægelse.
«Når jeg nu ikke er sindssyg,» sa Else.
Overlægen rev døren op.
«Nej, svar mig nu!» råbte Else indtrængende. «Hvorfor gir De mig ikke fri?»
«Fordi De ikke er normal.»
«Det skylder De mig bevis for!»
«Der er nok af beviser,» svarte overlægen brysk. «Deres vrede mod Hieronimus f. eks.»
Else blev stående og stirred på døren hvorigjennem
