I det samme kom frk. Thomsen farende hen imod overlægen med hænderne i siden.
«Men jeg, hvorfor skal jeg være her?» råbte hun og så ham udfordrende ind i ansigtet. Hendes lyse øjne gnistred grønne af forbitrelse, og hele hendes skikkelse dirred af had.
«Det har vi jo tit nok talt om,» svarte overlægen med et skuldertræk.
«De skulde skamme Dem, skulde De!» frk. Thomsen stamped med foden, mens hendes ansigt blussed. «De har jo fåt mit ultimatum for længe siden. Men vengt De bare til De er død! Helvede vil bli gjort ti gange så gloenge, når det engang skal lukkes op for Dem!»
Overlægen svarte ikke, bare så på hende med et uvilligt og medlidende blik.
Frk. Thomsen stirred i nogle sekunder ufravendt på overlægen. «Hvorfor skal jeg være her!» råbte hun så atter og trued med sin knyttede hånd. «Det vil De ikke svare på, De, De! fordi De ikke tør,» hun drejed sig på hælen, og gik hen til vinduet, hvor hun stilled sig op med ryggen til værelset.
«Og De fru Kant,» sa overlægen, og vendte sig til Else. «Flittig som bestandig. Hvis jeg nu gir Dem lov til at gå alene med frk. Hall, vil De så ikke ud?»
