«Jeg får tit kvælninger for brystet; men det er dog værst for hende selv.»
Den blonde kvinde i sengen smilte og nikked uafladelig. Tilsidst rakte hun hånden op, og vinked.
Nej, sa Else til sig selv. Umuligt kan jeg gå derind igjen.
Inde på Elses egen gang stod Maren ved bordet foran vinduet og sysled med kopper og tallerkener efter frokosten.
«Nu har jeg spist!» kom fru Henderson i natkjole hylende ud på gangen.
«Det er godt!» skreg Maren. «Så skal jeg nok sige det til frk. Schrader.»
«Og så får jeg mit brev. Ikke?» fru Henderson greb Maren i skuldrene, og så angstfuldt bedende på hende.
«Ja naturligvis! Det véd jo fru Henderson godt!» råbte Maren.
Fru Henderson gik tilbage til sit værelse, hvor hun traved op og ned, taktfast, fremlænds og baglænds med ryggen til døren, mens hun uafladelig gjentog: «Jeg har spist!»
«Hun har ikke villet røre maden i 3–4 dage,» forklarte Maren med sit søde, beskedne smil. «Så sa frk. Schrader at hun ikke fik sit
