kunde en dog overlade et væsen, som var en kjært til fremmedes forgodtbefindende uden i det mindste en eneste gang selv at se og høre? – –
Nej, han vilde stå udenfor kroen, komme hen og lukke vogndøren op, og så – – –
Tænk hvor nøjsom hun var blet! At hun kunde føle denne bevægelse ved tanken om at Knut vilde være på hendes smertensvej. Vilde, om blot se hende, og sige de ord, som tog alt ondt bort.
Nøjsom? Nej, det var ikke nøjsomt. Det var livets ét og alt, dette at ha et menneske, som i livets ondt og godt var ét med en selv. Og netop sådan havde Knut jo altid vært.
Hun sank hen i mindet om og i betragtningen af de svundne år, og mens hendes fingre flittig hækled på den brede gardinblonde blev hun vissere og vissere på at Knut vilde stå udenfor kroen, som lå midtvejs mellem byen og Sct. Jørgen, der hvor de skulde bede. – –
Denne stilfærdig knitrende lyd, der liksom vugged hende dybere ind i hendes forestillinger og vakte som en vag fornemmelse af et slags hjemlig hygge? – – Else retted hodet, som hun havde holdt bøjet over hækletøjet. Der sad konen trykket ind i hjørnet af vognen med et stort,
