«Det har altså rette vedkommende ikke fundet.»
«Rette vedkommende! Hvem er rette vedkommende? Hieronimus! Skulde han måle sig selv med den alen, han bruger til andre, vilde han så ikke også være her?»
«Hvem var det, som havde svoret ikke mere at ville nævne Hieronimus' navn?» overlægen bøjed sig fremover mod Else, og rynked sine bryn.
«Jeg forstår ikke dette,» sa Else, og tog sig med begge hænder om hodet. «Nu har jeg vært her i 14 dage, og De må, hvis De er ærlig, tilstå, at De intetsomhelst tegn til sindssyge har opdaget hos mig. Hverken De eller frk. Schrader, som tar sig så meget af mig, og som snakker med mig mindst 3 gange daglig.»
«Dette, om et menneske er sindssygt, lar sig ikke afgjøre sådan på en studs.»
«Men tænk om De selv var i samme situation som jeg nu. Hvad vilde De så gjøre?»
«Selv i samme situation,» overlægen slog rynker på næsen.
«Nej men sæt det bare,» vedblev Else. «De har vært syg og søvnløs og nedtrykt og forgræmmet, efter Deres omgivelsers skjøn, med eller uden grund. De har år efter år lidt af en nervøs hoste, der liksom har ædt op al Deres modstandskraft.
