fantastiske konturer af skovbryn her og der kom tilsyne.
«Å hvor her er varmt,» Else løste på sin peltskåbe. «Har De noget imod at vi åbner lidt?»
«Inte det ringeste, frue,» konen rejste sig, og trak i remmen, så vinduet halvt gled ned.
«Tak,» sa Else. «Nu vil jeg ta frem mit hækletøj og være flittig. Så går tiden fortere.»
«Hvorlænge varer turen til Sct. Jørgen?» spurgte Else, da hun i taushed havde hæklet en stund.
«Fem timer omtrent. Men vi skal bede undervejs.»
«Hvorfor?»
«For hestenes skyld. Og også for at fruen skal få en forfriskning. Kaffe og hvedebrød. På en kro midtvejs mellem byen og Sct. Jørgen. Det skal smage godt at få kaffe,» konen nikked. Hun sad fremdeles med hånden klemt fast om dørgrebet.
Der vil Knut være, tænkte Else, og en skjælven krøb igjennem hendes legeme. Å bare hun fik dette ene bevis på at han var med i hendes lidelse. At han, tiltrods for at han intet havde foretat sig efter hendes jammersbrev, dog var hos hende i sine tanker og i sin sorg. Hvor
