hun kég ind til fru Henderson, hvis dør som altid stod åben.
Fru Henderson gik som hun plejed fremlænds og baglænds op og ned. Else blev stående og undred sig som så ofte før over denne sejge, utrættelige, taktfaste marscheren.
Gad vidst om hun også nu vilde mærke at nogen så på hende? Det var liksom fru Henderson havde øjne i nakken.
Ja, ganske rigtig. Der vendte hun sig om med et pludseligt ryk, og kom løbende hen til døren.
«Jeg har jo sagt Dem, at De ikke må se på mig,» sa fru Henderson truende, og vridende hodet op i Elses ansigt. «Hvad er De for én? De skulde slet ikke være her, og det skal jeg sige til Frants og til overlægen!»
«Jeg vil Dem ikke noget ondt!» råbte Else.
«Gå Deres vej!» sa fru Henderson. «Gå Deres vej. De, som ikke kjender fru Mørck engang!»
«Ja nu går jeg,» sa Else.
Da Else kom nedenunder på den store koridor, der nøjagtig ligned den ovenpå, så hun gjennem en åben dør et svært rødt fruentimmer, som midt i værelset stod og løfted skjørterne højt op, mens hun med svulne øjne så sløvt
