flink fyr på bukken, foruden kusken. Og desuden – alle de, en møder, gir sig med på jagten, såsnart de hører, det er en sindssyg.»
Ja, tænkte Else. For dem, som har fåt etiketten sindssyg klæbet på sig, for dem gives der ingen pardon.
«De er altså altid blet fanget ind igjen, de, som vilde flygte?» vedblev Else.
«Netop. På to gange nær. To gange i 26 år. Det er inte mejet.»
«Hvordan gik det til, at de undkom? Fortæl mig!»
«Ja, jeg véd skam inte, frue. De var som sunkne i jorden. Den ene havde gjemt sig inde i en rugmark, hørte vi siden, og den anden var sprungen tværs over gjærdet og var faret på hodet i et gadekjær.»
«De arme mennesker», sa Else og knytted fast fingrene i hverandre, mens hun sukked dybt.
«Å ja. Det var nu sindssygens dumhed som drev dem,» bemærked konen. «Så man véd inte hvad man skal sige til 'et.»
Else så bestandig ud gjennem vognvinduerne. Der var vidt og bølgeformigt fladt til alle sider. Himlen var blå, solskinnet gyldent, og rundt i horisonten stod en fin, lillahvid tågedis hvorigjennem
