«Men nu skal De se hvad mit barn idag bragte hjem med til mig,» frk. Hall fôr pludselig op fra stolen, løb ud, og kom straks efter tilbage med nogle anemoner i fugtig mos på en underkop.
«Se,» sa hun, og holdt underkoppen tæt hen til Else, mens hendes ansigt strålte af henrykkelse. «Er de ikke yndige? Å jeg elsker anemoner, disse første, som foråret bringer,» hun bøjed sit ansigt ned og kyssed varsomt på blomsterne. «Gud velsigne, velsigne, velsigne mine yndige små!» Da hun atter retted hodet, stod hendes øjne fulde af blanke tårer.
«Ja, de er søde,» sa Else.
«Ja, ikke sandt!» råbte frk. Hall. «For mig er de nu ti gange så skjønne og dyrebare som for andre, for når jeg sér de første anemoner, så ved jeg at min onde tid er forbi, og at jeg får det bedre dag for dag.»
«Men nu skal De høre et digt, jeg har skrevet til Dem, fru Kant,» frk. Hall trak et sammenlagt papir op ved nattrøjens halskrave, og folded det ud.
«Nej,» sa hun så. «Jeg vil ikke læse det højt. Det er så flaut.»
«Å jo,» bad Else.
«Nej, nej,» frk. Hall holdt hænderne skjulende
