der var foregået med hende? Om ikke Else havde læst i bladene om hendes blodige forhold? Om hun ikke kjendte til historien om den fremmede herre, der havde tat hende om livet og båret hende over en bæk med farlige stene. Om hun ikke havde hørt hvorledes hun var bleven forfulgt for det blodige forholds skyld, overalt hvor hun havde vært, i udlandet og hjemme, men dog allermest her. Else var begyndt med at ville snakke hende tilrette, – frk. Thomsen var jo ellers så barnligsød og fornuftig – men havde snart mærket, at det var umuligt. Så havde hun tat det parti at svare ha og ja og tålmodigt høre på hende. Men hun var efterhånden bleven så træt og ør af hendes hver dag evindelig gjentagne snak, at hun følte noget, der ligned rædsel, hvergang frk. Thomsen kom farende efter hende, hvad hun altid gjorde såsnart Else viste sig udenfor sit værelse.
«Hvad sygnes De,» gjentog frk. Thomsen. «Var det dog ikke skamløst at de laved et kors?»
«Hvad slags kors?»
«De havde tat et blongsterglas med gåseurter, og stillet det påtværs af et fotongrafi. Forstår De?»
